Regnskoven - klodens rigeste økosystem

Farer

Stacks Image 15019
Hærmyre med bytte, en ufarlig snog. Foto Paul Bertner
Nogle har det dårligt ved udsigten til at dele moskitonet med kakerlakker, skorpioner og store edderkopper eller ved tanken om at vandre i en skov, hvor massevis af slanger og igler venter på at ens ubeskyttede ankler stikkes frem.
Heldigvis viser det sig næsten altid, at virkeligheden slet ikke står mål med ens skrækfantasier. Det er meget sjældent, at man oplever at stå ansigt til ansigt med et farligt dyr, fordi langt de fleste dyr er meget sky, og de er langt mere bange for mennesker, end vi er for dem. Mange af de dyr, som vi ikke bryder os om, er reelt helt uskadelige f.eks. kakerlakker og igler.
Der findes selvfølgelig mennesker som har såkaldt fobisk angst for visse dyr, og da kan nok så mange forsikringer om kræenes uskadelighed ikke forhindre koldsved og nervøse trækninger.
Denne tekst er ikke et forsøg på at kurere sådanne fobier, men på at give en kort gennemgang af nogle udvalgte dyrs reelle farlighed. Der er valgt nogle eksempler, som erfaringsmæssigt gør mange mennesker en smule nervøse, samt dyr, der faktisk er farlige under specielle omstændigheder.

Kakerlakker
Næsten uanset hvor man opholder sig, kan kakerlakker være en del af inventaret, hvilket i øvrigt også gælder udenfor troperne. Kakerlakkerne i troperne kan imidlertid blive væsentligt større end i andre klimabælter, hvilket gør nogle mennesker betænkelige. Men uanset størrelsen er kakerlakker helt uskadelige. De holder til på mørke og fugtige steder, som f.eks. badeværelser, og de søger væk fra lys og larm. Hvis man derfor vil slippe for at se dem, kan man blot tænde lyset og støje lidt inden natlige toiletbesøg.

Edderkopper

Nogle mennesker tror, at regnskovene vrimler med store fugleedderkopper med lange lodne ben. Det er langt fra sandheden, og man skal faktisk være meget heldig for at se et enkelt eksemplar af de større arter. Fugleedderkopper er hverken specielt aggressive eller hurtige, og selvom de ser frygtindgydende ud og kan bide, hvis man piller ved dem, er biddet sjældent værre end hvepsestik. Med få undtagelser har alle edderkopper (også danske) giftkirtler, men langt de fleste edderkopper har for små munddele til at bide gennem menneskehud eller også har de meget svag gift. Nogle få arter, som den amerikanske sorte enke, den australske tunneledderkop og især den brasilianske vandreedderkop har meget kraftig gift, der i uheldigste tilfælde kan medføre dødsfald, men almindeligvis kan man roligt ignorere edderkopper. Ligesom ved hvepsestik kan nogle mennesker dog have allergiske reaktioner på bid fra edderkopper, og derfor bør man for en sikkerheds skyld altid undlade at tage dem op og pille ved dem.
Stacks Image 16077
Grumt udseende men total ufarlig edderkop fra Sulawesi. Foto Henrik Egede-Lassen
Rotter
Selv i troperne med åbne kloakker og måske mangelfuld renovation ses rotter sjældent, da de er meget sky. Skulle man alligevel støde på en rotte, vil det oftest være den brune rotte, samme art som også lever i Danmark. Rotter er kun en indirekte trussel for mennesker - enten som smittebærere eller fordi de spiser vores fødevarer. Specielt i udviklingslande er de to sidstnævnte faktorer imidlertid et væsentligt problem.

Igler

Igler er fugtighedskrævende dyr. I Danmark findes de i søer, moser og lignende steder, men i regnskoven er der så fugtigt, at mange igle-arter lever fint på land. En del mennesker synes, at tanken om blodsugende orme på benene er ubehagelig, men igler kan nemt undgås. En af de sikre måder er følgende: Bland vand, tobak og insektmiddel i en plastikpose og put dine strømper ned i blandingen. Hæld resten ud over dine sko. Tag strømper og sko på igen. Man kan evt. supplere yderligere med myggeolie. Skulle man trods disse forholdsregler alligevel opleve at en igle har sat sig fast, vil groft salt eller en glødende cigaretspids hurtigt få den til at falde af. Ellers kan man roligt lade dem sidde. Igler slipper af sig selv, når de er fulde af blod, og så vidt vides, overfører tropiske igler ikke farlige sygdomme. Efter et stykke tid kan iglebid imidlertid klø en smule, så det kan være rart at medbringe noget kløestillende, hvis man færdes i regntiden, hvor igler er mest almindelige.

Slanger
Ligesom for edderkoppers vedkommende gælder det heldigvis, at de fleste slanger er harmløse eller kun moderat giftige (dette gælder dog ikke i Australien og det gælder ikke havslanger!). Slanger er udstyret med fintmærkende sanser, og de vil som regel opfatte bevægelser fra store dyr som mennesker i god tid, og kan nå at flygte, inden man kommer tæt på dem. På en rejse til troperne skal man faktisk være heldig for overhovedet at se bare en enkelt slange, men derfor bør man alligevel færdes med omtanke. Medbring en lygte, hvis man færdes i mørke. Nogle af de større jordlevende giftslanger kan være aggressive og vil hugge, hvis man kommer for nær, ligesom nogle trælevende slanger stoler så meget på deres kamuflage, at de ikke flytter sig. Hvis man mod forventning pludselig står overfor en slange, skal man blot stoppe op, og lige så stille gå et par skridt bagud.
Selv hvis det usandsynlige skulle ske, at man bliver bidt af en slange, er der ingen grund til panik. Det er langtfra sikkert at slangen er giftig, og selv hvis det er et giftigt eksemplar, er det ikke sikkert, at den har sprøjtet gift ind. Lad være med at skære såret op og forsøge at suge giften ud med munden eller lignende, som man måske har set på film. Det er dumt og helt unødvendigt at miste et ben på grund af infektioner eller at dø af chok på grund af bid fra en ufarlig slange (det er faktisk forekommet!). Selv de farligste slangegifte virker ofte så langsomt, at man kan nå at komme under lægebehandling.

Stacks Image 16083
Lian snog fra Tanzania. Giftig, men fredelig. Foto Paul Bertner
Krokodiller
I Latinamerika er krokodillearterne helt overvejende fiskeædere, og er med undtagelse af de allerstørste individer ufarlige for mennesker. Man kan i almindelighed færdes trygt langs flodbredder og endda bade i mange krokodillefyldte områder. Man bør under ingen omstændigheder gøre det samme i Afrika eller Asien, hvis man ikke er 100 % sikker på, at det er krokodillefrit område! Både den afrikanske nilkrokodille og den asiatisk/australske delta-krokodille (kaldes også saltvands - eller listekrokodille) er særdeles farlige for mennesker. Bortset fra i visse afrikanske floder er antallet af store krokodiller i hver flod meget beskedent. Der kan nemt være mange kilometer flod mellem to store individer. Som turist er risikoen for krokodilleangreb derfor yderst minimal, men lyt altid til råd og advarsler fra lokalbefolkningen.

Store katte
Alle arter af de store katte er stærkt udryddelsestruede, og man skal være ekstremt heldig for at få blot et glimt af en tiger, en jaguar eller en leopard i en regnskov. Det samme gælder desværre også for alle de mindre arter, der, ud over at være hysterisk sky, næsten alle er nataktive. Katte har fantastisk skarpe sanser, og de vil næsten altid være langt væk inden man overhovedet kommer i nærheden. En undtagelse er nationalparker i Afrikas savanneområder, hvor løver og til dels leoparder har vænnet sig til safarikøretøjer. Sådanne steder skal man naturligvis altid blive i bilerne og i øvrigt overholde regulativer og anvisninger fra parkrangers, chauffører eller guider. En løve kan skjule sig i græsset få meter væk, uden man opdager den. Til fods bør man altid følges med lokalkendte, som ved, hvordan man undgår at blive en del af fødekæden.
I regnskovsområder kan man i praksis se bort fra store katte som risikomoment, undtaget nogle få indiske nationalparker, hvor tigerbestanden er forholdsvis stor. I Latinamerika er der uhyre få beretninger om angreb fra store katte. Nogle forskere hælder til den opfattelse, at der faktisk aldrig har været en jaguar der har angrebet et menneske. Pumaen er sandsynligvis noget farligere, men ligesom jaguaren er pumaen desværre ret sjælden, så bare et glimt af en puma vil være en sensation for de fleste.
Stacks Image 15023
Jaguaren, Sydamerikas største kat. Foto Istock